Man skal som bekendt ikke kaste med æbler, når man selv er et skrog.

Men SFs nyorientering fortjener en kommentar.

I adskillige år har vi fra en række fagforeninger opfordret arbejderpartierne til sammen med faglige organisationer og andre græsrødder at formulere et fælles program for en ny politik.

Op til både forrige og sidste valg blev der gjort forsøg på dette – bl.a. med opbakning fra arbejderpartierne, LO i storbyerne og netværket Fagligt Ansvar.

Som bekendt slog det ikke til for at få et andet flertal, og slet ikke til en anden politik, og vi lever stadig med en meget højreorienteret regering.

SF og socialdemokratiets udspil på flygtningen/ indvandrerområdet er i det lys en positiv ting – de politiske mangler til trods. Når man læser deres fælles udspil, er det både vigtigt at læse programmets punkter, og de temaer, der er udeladt.

Men skal et sådan projekt blive til noget, vil det være en nødvendig ting at udvikle det fælles politik sammen med græsrødderne.

Nordmændene havde stor succes ved netop at udvikle et politisk aktionsprogram sammen med græsrødderne – det gav dem mulighed for at overtage regeringen og sikrede samtidig en ny politik.

Tendensen i dansk politik de seneste år har været, at de, der ville danne regering, bevægede sig ind mod midten. Det så vi i særdeleshed med Venstre og Konservative. Ligesom Socialdemokraterne længe har øvet sig på den proces. Nu melder SF sig på banen med samme taktik. Ole Sohn kalder det at ændre SF fora et socialistisk holdningsparti til et socialistisk indflydelsesparti.

Der hvor risikoen ligger er, at man gør køb på partiets politik på bl.a. integrationsområdet og på forhånd lover at stemme for finansloven. Desuden er Villy Søvndal faldet for retorikken, at Politisk ansvarlighed først og fremmest handler om at indgå kompromis. Kort sagt forsøget han at overtage Socialdemokraternes politik. Han negligerer dermed, at det er mindst ligeså ansvarligt at fastholde den nødvendige politik og stå fast på den politik, som partiet har formuleret. Det stærkeste ord – også i politik – er stadig nej.

Med SFs nye politik kan man med dette tale om Det Forenede Folketingsparti. Det omdatter de partier (V,C,A,F), der går efter regeringsmagten som første prioritet, og som er villige til at ændre deres politik for at få magten.

Jeg tillader mig den luksus at fastholde, at partierne først og fremmest bør være holdningspartier med en politik, som man søger at vinde opbakning til.

Jeg er overbevist om, at et politisk alternativ til Fogh-regeringen nødvendigvis må bestå af politiske holdningspartier med vilje til at udvikle et aktionsparti sammen med græsrødderne. Det kan stadig nås, hvis ikke SF og Socialdemokraterne gør sig blinde af magten, men fastholder politikken.

Jeg kunne naturligvis glæde mig over, at SFs nyorientering giver god plads til Enhedslisten, men det ville være kortsigtet.