På vej herop var en flok køer
netop kommet på græs.
De nød friheden efter vinteren i staldenes trange båse.
De tumlede og tyggede drøv
og lukkede CO2 ud, så det var en fryd.
Ingen af dem tænkte på klimaforandringer
og smeltende poler.
Og hvorfor skulle de også det ?
Det er jo ikke deres ansvar
Det er de skøre mennesker, der har opdrættet dem.
På landevejene kørte bilerne om kap
De hurtigste overhalede mig
Gav baghjul
og pruttede CO2 ud af udstødningsrøret
Glade og uden samvittighed
Det er jo ikke bilernes ansvar
Men de skøre mennesker, der mener
at flere og flere kilometer i biler
er lykken
Alle vil gerne være grønne
Der er langt mellem solceller og solfangere
Der er langt mellem busserne
Og langt mellem stilladser med håndværkere
der isolerer og bygger bæredygtigt
Der er langt mellem nye vindmøller
Togene kører kun sjældent fra stationen
Er grøn snak kun varm luft ?
Klima er ikke bare ord – og fiasko-topmøde i København
men konkrete handling
fra dig og mig
og den nye rød-grønne regering
der er på vej
De sidste 4 år er Danmarks CO2-udledning steget
efter 13 års fald
Der bliver fjerne flere vindmøller
end der sættes op
Energiforbruget stiger og stiger
Mulighederne ligger for vore fødder
hvis vi tør investere
i vindmøller, solenergi
og vores direkte adgang til uanede mængder af bølgekraft
Der skal bygges forsøgsanlæg og udvikles
men ikke hen over hovedet
skandaløst som det sker i Thy
Økologisk landbrug udleder færre drivhusgasser
end traditionelt landbrug
De samme landbrug producerer oveni
giftfri fødevarer til dig og mig
Ud, kære venner, ud
og skub’ til de traditionelt tænkende bønder
Få dem til at omlægge til fremtiden
Ind i husene !!
gør dem energieffektive
så varmemåleren går i stå
og behold for alt i verden
forsyningssektoren
på kommunens hænder
På vejen herhen vinkede jeg til gamle Marie
med rollatoren på fortovet
Hus smilede trods trange forhold
og barske budgetter
Hendes børn er flove
over skattestop
Sjældne bad og lange dage på det lille kammer
var ikke hvad hun drømte om
før hun blev gammel
Skolen er mere nedslidt
end sidste gang jeg var her
Hvor er pengene til forbedringer
til vores bedste råstof ?
Uddannelsen til vore unge
udfordringerne og den ny viden
der kan gøre dem gode
til at erobre fremtiden
På bænken sidder 2
der før arbejdede på fabrikken
De er faldet af vognen
ingen har samlet dem op
De skubbes nu helt
af nye arbejdsløse
Fra de riges hæmningsløse
overforbrugsfest
der brister som en sæbebobler
For sig selv
bag nedrullede gardiner
sidder dem somaliske familie
som ingen vil snakke med
Hen over mit hoved et fly
med afviste asylansøgere
Der er ikke plads hos os
til folk i nød
Vi skal vise dem
at der i vores Danmark
er plads
til gamle Marie
til børnene i skolen
til somalierfamilien og mændene på bænken
I vores smørhul er der råd
til både at betale skat
og leve et godt liv
og ikke lade de borgerlige
og Stein Baggers venner
bryde dét ned, vi møjsommeligt har bygget op
i fællesskab
Råd til at afvise udliciteringerne
Og sammen udvikle det, vi har brug for
Vi må tænke stort
Gi’ den sorte regering et spark
Så der igen bliver højt til loftet
Rydde op efter deres hærværk
skabe økonomi og velfærd
og plads til lokal demokrati
Og så skal fagforeningerne have
konfliktretten tilbage
Når østeuropæiske fup-firmaer
underbyder vore lønninger
skal de ha’ klar besked.
Hvad pokker skal EU blande sig i det for ?
4 gange har EF-domstolen underkendt strejkeretten
4 forskellige steder i Europa.
Hvis EU skal spille nogen rolle
må de sikre
at arbejderrettigheder
får forrang
for markeds-rettighederne.
Vi må vise mod
Forbinder grønt og rødt
Bide magthaverne i røven
Og skabe den verden, vi alle tørster efter
Give alle en plads
Og øse af hinandens ideer
Lytte til det store i det små
Hvis I gør som I plejer
får I det, som I plejer !
Det er vi nødt til at sige til de, der i alt for længe
har stemt på V, K og O
Vi må spørge dem:
Er det godt nok til folk som jer
Med udsyn og vide horisonter ?
Krisen kradser – ja, ja
Men skal vi ikke netop nu
løfte i flok ?
investere os ud af krisen ?
Bygge op efter 10 års egoistisk hærværk
fra V og K og O
Verden ligger for vore fødder
Det er tid for en investering
i champagne
Vi vil skåle den dag
lille Lars fra Græsted
udskriver valget
Vi vil skåle for den nye mulighed
som en samlet venstrefløj kan tegne
skåle for en ny regering
- og ikke mindst
en ny rød og grøn politik
med græsrøddernes sprudlende ideer
som brændstof
Investér i velfærd og miljø.
(30.000 grønne arbejdspladser – siger 3F)
Flere hænder og kvikke hoveder
overalt i den offentlige sektor.
Uafhængige
af olie, naturgas og kul inden 2050.
Op med dagpenge og konstanthjælp
Væk med den helvedes starthjælp
Ingen hjemløse og fattige
i verdens rigeste land.
Multinasserne, direktørerne og de rige
skal have pungen op.
Jeg har store forventninger
til den ny kurs
den nye regering
den nye politik
Vi bygger op
nu og i fællesskab for alle
10.05.01